Sultenborg
HISTORIEN OM SULTENBORG
Selv om Jakob Nielsen hængte et skilt på gavlenden af det lille stuehus, hvor der stod ’Skovlyst’, eller hans efterkommer Ibsen, der købte fallitboet kaldte det for ’Virkelyst’, blev ejendommen i folkemunde aldrig kaldt for andet end ’Sultenborg’. Ligesom der er dyr, der ikke vil trives, syntes Sultenborg dømt til at henligge i et virvar af selvsåede buske, forkrøblede træer, ukrudt på gårdspladsen, og rustent maskineri hist og her omkring de faldefærdige bygninger.
Trods den tilsyneladende umenneskelige opgave at få sat skik på ruinen, virkede Ibsen tilfreds med købet. Ejendommen kostede næsten ingenting, da også markerne var totalt forsømte. Og tiderne var anderledes. Vi taler om en folkeperiode for efterhånden en del år siden, hvor man flyttede ud på landet eventuelt i små kollektiver, og førte en anderledes tilværelse. Ibsen bedyrede nysgerrige naboer, der kom med en velkomstgave, at her var der god plads til den store familie. Desuden var der en fin udsigt til missionshuset på skråningen overfor. Han ville gerne blive en del af lokalsamfundet, og han gik meget op i kærlighed, både over for sin næste og overfor Gud.
Postbuddet kunne i hvert fald fortælle om næstekærligheden, da ud over de tre børn i familien, var to kvinder, der ’gik til hånde’, som det blev udtrykt. Markerne blev passet af kvinderne samt en lettere tilbagestående slægtning til den ene af dem. Der var nogle få dyr i stalden, grise og tre-fire malkekøer. Markerne blev drevet efter tidens nye trend. Der skulle ikke sprøjtes, og kunstgødning var bandlyst. ’De rene varer fra Virkelyst’, kom der til at stå på de brune papirsposer, som Ibsen det efterår kunne levere til nogle kunder i den nærmeste by. ”Det er en niche, jeg udfylder”, sagde han stolt efter det ugentlige møde i missionshuset –kort og godt kaldet ‘Huset’. Og de, der frekventerede Huset kaldte sig selv for ’Samfundet’. Mændene stod efter et bedemøde eller ’forhandlingsmøde’ omkring indgangsdøren og kunne kigge hen over landskabet. Herunder Ibsens særlige del af det.
Den omtalte niche var bestemt ikke stor, snakkede mændene senere om. Jordbærplanterne i marken var knap synlige på grund af senegræs og andet ukrudt, der voksede langs rækkerne. Ligeså skidt stod det til i gulerødderne, ærterne og andre grøntsager, der skulle sikre en indtægt. En græsslåmaskine stod midt i jordbærrene. En alternativ måde at bekæmpe ukrudtet på var åbenbart slået fejl. Men dyrene havde det godt, og der var lidt indtægt fra mælken og grisene. Alligevel måtte der ske noget, indså Ibsen sidst på året. Der blev købt et par køer mere på en veksel, og et nyt ansigt dukkede op for især at tage sig af dyrene.
Valborg var en stærk, midaldrende kvinde, der virkede tilpas med at arbejde tidligt og sent, og slå sig ned i det store fællesrum, der optog det meste af huset. De tre kvinder trivedes åbenbart godt med hinanden, og børnene var glade, da de blev overladt til sig selv og nogenlunde kunne gøre, hvad de ville. Ibsen selv var ikke meget hjemme. Hans gamle sølvfarvede Mercedes blev set både her og der, til kræmmermarkeder, hos naboerne, og i byen. Arbejdstøj bar han sjældent, men gerne en rød eller grøn klud om halsen, der dækkede brystkassen bag den åbne skjorte.
Tiderne var ikke mere moderne end at især nabokonerne udtrykte forargelse over de nye tider, hvor husbonden fjantede rundt og lod kvinderne og en stakkels mandsling klare alt arbejde. Hvordan fritiden blev fordrevet i huset kunne konerne kun gisne om og ryste på hovedet ad. Men Ibsen kom med klare og højlydte tilkendegivelser om handel og vandel og moral, når der efter møder i Huset blev drukket kaffe og spist hjemmebag i Huset. Han ville gerne være et godt eksempel for sine børn, fortalte han. Og det gjorde heller ikke noget, hvis naboerne kunne se, at en mand fra byen var lige så retlinet som dem. Han hentydede endda til, at nogle af naboerne ikke var så fine i kanten, som det så ud til.
Da årsregnskabet blev gjort op i marts måned og markplanen og andre bestemmelser skulle træffes for den nye sæson, var Ibsen dog mindre kæk. En samtale med den lokale sparekassefilial var heller ikke opmuntrende. Ibsen traf nogle beslutninger. Gården skulle præsentere sig. Salget af grøntsager ’fra Naturens rene hånd’ skulle forøges. Mælkeproduktionen skulle optimeres, som han sagde. Til formålet blev alle sat i gang i de kolde forårsdage med at rydde op, tætne bygningerne, og hakke ukrudt. Det sidste viste sig at være en næsten umulig opgave og markerne så sølle ud.
Det var der råd for, og Ibsen tog stilfærdig kontakt til Niels Aage, der boede et stykke væk og drev en lille maskinstation. Mon ikke han en nat lige kunne køre en tur over markerne og give dem noget godt? Det blev aftalt, og markerne blev både harvet, pløjet, gødet og sprøjtet. Hurtigt og i nattens mulm og mørke og uden at der skulle gøres et nummer ud af det, forklarede Ibsen Niels Aage, og gav ham nogle sammenfoldede pengesedler, som han trak op af baglommen.
Intet er hemmeligt på landet, hvor selve kragerne og rævene løber med nyheder, som de, der har forstand på de ting, kan forstå. At grøntsagerne blev noget større og bedre, at vårbyggen stod bedre end sædvanligt, forklarede Ibsen som godt landmandskab. Naboerne, der hørte det, kiggede ned i jorden og tænkte, det var godt for børnene og kvinderne, om ikke andet. Hvis byfolk var så dumme, at de troede de kunne få rene varer uden kemikalier, så måtte det være deres sag. De betalte en pæn, for ikke at sige en ublu pris for leveringerne. Så kunne de bilde sig ind, at de fik ekstra gode sager, og i den tro nød de sikkert det, de fik.
Det var mindre heldigt, at Ibsen blev kry. Han pustede sig noget op og talte tit og længe om ’Vi fra Virkelyst’. Han havde overvejet at bygge et nyt stuehus for enden af markerne ved den lille å, der afgrænsede hans jord. ”Så kan der komme flere, der har lyst til at lære om landbrug og deltage i arbejdet.” Huset skulle hedde Mamrelund, fortalte han videre.
Boblen braste under missionsugen lige efter høsten. Det var en gammel tradition, at der blev holdt en uge med bedemøder og ’samtalemøder’, hvor fok kunne bekende deres synder og blive omvendt. Som missionæren udtrykte det: ”Jeg drømmer om en ny vækkelse her i ødemarken.” Ibsen var altid med sammen med sin kone, endda som en af de første. Mens konen sikrede en god plads foran til dem, stod han på trappetrinet og hilste på dem, der kom. Til enkelte kunne han finde på at sige, at han var forbavset over, at de vil være med. ”Men en omvendelse kan altid forekomme.” Kun Asger, der snart var den ældste blandt den lille menighed, fandt på at replicere: ”Læg dine ord godt for egne ører!”
Der blev talt og prædiket meget, der blev sunget mange salmer under andagterne. September var usædvanlig varm det år, og Husets vinduer og hoveddør stod åbne hele dagen. Salmesangen kunne høres helt ovre ved Virkelyst. Det var lige før, at duften af kaffe og kringle også nåede hen til stuehuset. Den sidste eftermiddag skulle være kulminationen af ugens bestræbelser på at bringe nyt lys til et formørket folk, som en af de tilrejsende missionærer udtrykte det. Atmosfæren i Huset var også spændt, næsten ekstatisk. På et tidspunkt var der en, så en til, der rejste sig og bekendte deres synder. De angrede og ville tilbage til Gud. De fik også en velsignelse og en anerkendende mumlen fra menigheden.
Bagest i rummet og ubemærket stod Valborg og en af de andre kvinder fra Virkelyst. De havde ikke kunnet modstå fristelsen fra sangene og fornemmelsen af, at her skete der noget for en gangs skyld i deres indrømmet noget trælse hverdag. Valborg fik øje på Ibsen, der fyldte godt på den forreste bænk. Han deltog også synligt ved at ryste på hovedet ad de ting, der blev bekendt, og hun kunne høre hans højlydte suk. Da missionæren var ved at holde inde med sin tale, skulle han lige høre, om der var flere, der havde noget at dele med de andre. Ibsens stemme hørtes: ”Det er der sikkert. Mange kunne lette deres hjerte og vende tilbage til folden.”
Da fór der noget i Valborg. Hun masede sig igennem stolerækkerne og nåede op til missionæren.
”Jeg har et og andet at fortælle”, sagde hun med en trodsig stemme. ”Det er om synd og ondskab og løgn.”
Der blev helt stille. Kun Ibsen flyttede sig lidt uroligt på stolen. Valborgs ansigt blussede og hendes store, ru hænder flagrede som for at fatte mod.
”Jeg har syndet, og jeg angrer. Jeg er en synder!” Hun trak vejret heftigt. ”Jeg har ligget i med min husbond. Mange gange har han fået sin vilje med mig. Det var ikke min vilje, men det er også min synd.”
Ibsen krympede sammen på sin stol. Hans kone flyttede sig ikke, men stirrede stift frem for sig.
”Han tog mig i stalden, han tog mig bag laden. Mange gange.” Hun hulkede heftigt. ”Jeg kunne ikke gøre for det, jeg havde ingen steder at tage hen. Jeg beder om forladelse!”
Ibsen rejste sig omsider. Hans ansigt var lige så hvidt, som Valborgs var rødt.
”Det er djævelen, der taler med hendes mund. Jeg har intet haft med kvinden at gøre. I kan da ikke forestille jer noget så latterligt. I kender mig jo!”
Asgers stemme hørtes fra en af de bageste rækker: ”Det gør vi nemlig, Ibsen.”
Og en anden næsten uhørlig stemme: ”Satans horebuk!”
”Hvis ikke I tror mig”, sagde Valborg, ”så se her! Som Gud er mit vidne og min frelser, taler jeg sandt.” Hun fremdrog fra sin forklædelomme en grønlig klud. ”Den kender I, det er hans. Han bandt mig for munden så ingen kunne høre, hvad der skete. Så sent som i går.”
Ibsen tog et skridt hen til missionæren og Valborg, der stod side om side.
”Der er ingen beviser. Det er djævelens værk, siger jeg jer! En ond, forblændet kvinde.”
Valborg blev om muligt endnu mere ophidset. ”Djævlens værk? Det er dig, der bærer djævlens mærke i dine gerninger og på din krop.” Hun rakte sin stærke hånd frem og med et snuptag rev hun hans skjorte op. ”Se der!”
Alle kunne se, at skjult af kluden om halsen havde Ibsen et modermærke, der lignede en lille klov.
”Den har jeg set mange gange”, græd Valborg. ”Gud er mit vidne.”
Ibsen så sig vildt omkring. Der var ingen medlidenhed i tilhørernes ansigter. Missionæren havde trukket sig væk fra ham.
Inden der kunne siges mere, havde Ibsen mast sig igennem Huset til døren, der endnu stod på klem. Han styrtede ud ad døren og bevægede sig i snublende løb mod Virkelyst. Alle sad som lamslået, indtil Ibsens kone rejste sig og tog om Valborg.
Missionæren rakte armene ud. ”Vi går hver til sit med Guds velsignelse. Vi skal mødes igen klokken 19 til en sidste forhandling. Alle må lægge disse ting i deres hjerter, se indad og bede både for de uskyldige og de skyldige.”
Der kom ikke nogen den aften fra Virkelyst. Der var helt stille omkring gården, og ingen havde hverken lyst eller mod til at tage derhen. Tre dage senere kunne postbuddet fortælle, at Ibsen var rejst sin vej og huset var på den anden ende. Konen gik efter nogle dage hen til naboen, Knud, der lovede at kigge til bygningerne, indtil Ibsen vendte hjem. Han ville også godt overtage dyrene. Så kunne de tage af sted med god samvittighed; hun havde familie med en stor gård i Nordjylland, hvor de kunne være. Valborg kunne få plads på en naboejendom.
Gården stod ubeboet hele vinteren. Selv om Knud så til den, var der rør, der sprang, tegl, der blæste af taget, en gren, der brækkede af træet på hjørnet og baldrede et vindue. En gang imellem blev der om natten set lys i stuehuset, men Knud fandt ingen. På et tidspunkt satte en ejendomsmægler et skilt op ved vejen: Til salg. Skiltet stod der i to år, indtil en dag, hvor en ramponeret varevogn, efterfulgt af en pickup læsset med gamle møbler, drejede ind i indkørslen. Skiltet blev fjernet, gården var kommet på nye hænder.
Dets videre liv var broget, og stedet levede op til sit navn: Sultenborg. Den tidligere, vidtløftige ejer forsvandt helt og holdent, og man kan kun gisne om hans skæbne.
