To søstre
I 1973 købte vi en lille ejendom på en bakketop langt fra hovedvejen. Dengang var de færreste huse forsynet med navn – Granly, Katrinesminde, Hedebo, Egely og Virkelyst synes at være kommet til noget senere, og det var først, da vores salgskontrakt højtideligt blev skrevet under og lidkøb blev drukket på byens hotel, at Søren – til Mies tydelige fortrydelse – fortalte, at vores nyerhvervelse lokalt gik under navnet ’Spjættenborg’ eller ’Spjætsborg’.