Den anden side

Tumpe Lasse og andre skrøner

udgivet december 2025

Den Anden Side

Mens jeg samlede stof til nogle lokalhistoriske fortællinger, blev jeg indviet i mange personlige erindringer. De faldt i to store kategorier: dem, jeg gerne måtte skrive og dem, jeg under ingen omstændigheder skulle bringe videre.
Men der findes faktisk også en anden slags historier, som jeg gerne måtte fortælle videre. Det er historier, som måske ikke er helt sande i gængs forstand. Man kan kalde dem vandrehistorier, eller skrøner.
Nogle af dem er kendte på andre egne. Men der var noget specielt lokalt, noget sandsynligt over en håndfuld af dem. De, der fortalte historierne, var ganske overbeviste om, at de var sande. Eller at de i det mindste havde et vigtigt element af sandhed i sig. Nogle har jeg selv erfaret. Forfatter Tage Skou-Hansen skriver et sted: ’Skabelse er erindring, også om ting, som måske aldrig er sket, men når man erindrer dem, finder de sted.’
Historierne her er ’erindring’ og kommer fra ’den anden side’ af dagligdagen og virkeligheden. De er fortællinger om hvordan livet også har formet sig – eller kunne have gjort det, hvis man tog fantasien lidt i brug.

Den Anden Side

Og her er et lille uddrag fra den første fortælling, ’Tumpe Lasse’:
’Lars, altså ’Tumpe Lasse’, stod tilbage som eneste søn og arving til faderens galde. Hans to ældre brødre var hurtigst muligt rømmet fra den fædrene gård. Pigerne, der lignede deres mor, rørte faderen Karl ikke, men også de flygtede så hurtigt de kunne. Lars gik til hånde på gården. Han sagde så godt som ingenting, og rygtet gik, at han var sær. Faderen forklarede det ved, at han var blevet sparket i stalden af hesten og havde mistet forstanden. ’Det har nok været en hest, der gik på to ben’, kommenterede en nabo syrligt. Præsten, der siden dåben havde holdt lidt øje med Lars, sørgede for, at han kom i skole de tre dage om ugen, den blev holdt. ’Jeg tror, at der trods alt sidder et fornuftigt hoved på ham’, fortalte han den tvivlende degn, der blot sukkede og tav.
Så indtog Tumpe Lasse, som han altid hed blandt sine jævnaldrende, en plads bagest i klassen, længst fra kaminen og tættest på den kolde ydermur. Han klagede sig aldrig og rent faktisk blev han ikke drillet, for han passede sig selv. Han var fysisk stærk, men det var mange af de andre drenge også. Måske var det et murrende, rødligt glimt dybt inde i øjnene eller den måde, hans store hænder uafladeligt krummede sig sammen til hårde næver og slappedes igen, der fredede ham. Både i skolen og på gården.’
Sådan har gården set ud, hvor Tumpe Lasse og de andre børn voksede op. Og hvor det til sidst gik så gruelig galt.