Velkommen til en samling historier om Vorbasse og dens omgivelser gennem tiderne
Forløberne
Velkommen til nogle af bøgerne, der er skrevet om 'min lille verden', der udgår fra Vorbasse som centrum. Måske med undtagelsen af vrøvleversbogen - 'En alligator i min seng'!
Jeg er tilflytter til egnen – fra England i 1968 – og ikke mindst gennem de 25 år, hvor jeg og min familie boede på en landejendom (’husmandssted’ måtte den ikke hedde for de tidligere ejere med dens godt 30 tønder sandjord), har jeg været fascineret af de fortællinger, jeg blev betroet.
Jeg var jo tydeligvis uvidende om livsførelsen her, nærmest på kanten af udkanten: ’Spjættenborg’ på Vandmosevej.
1960’erne og 1970’erne var en brydningstid – også på landet. Mange tog arbejde i byerne: slagterierne, LEGO, maskinfabrikkerne. Der kom flere penge til forbrug, og de gamle livsformer undergik forandringer.
Men jeg måtte høre, hvordan det havde været – og endda stadigvæk var. Det blev samlet op i to bøger.
Den første var ’Vorbasse. Fortællinger fra en levende landsby’ med cirka 60 interviews og baggrundsartikler. Her foreviget (næsten da – den smagte godt!) af landsbyens dygtige bager, Tina Fyhn, ved receptionen for bogens udgivelse i 2010.
Derefter udkom i 2011 bogen om vores ejendom, dens omgivelser i Nebel (en udflytterlandsby fra Vorbasse fra middelalderen) og befolkningen.
I 2013 fulgte ’Død mands gods: Vorbassedrengene – en røverhistorie?’, som fortæller historien om ’Gravrøverne fra Vorbasse’ i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.
Det er en drilsk historie, som alligevel har en betydelig rækkevidde og personlige konsekvenser. Den kan fortælles kort – som i det sammenkogte internetopslag, der gengiver den officielle holdning:
’Vorbassedrengene var en gruppe drenge, der i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet drev systematisk plyndring af gravhøje … man har betragtet dem som gravrøvere.’
Historien var dog langt mere nuanceret, som jeg hurtigt fandt ud af. De var ikke drenge. De stammede strengt taget ikke fra Vorbasse. Og de var ikke gravrøvere. Ellers passer historien!
’Død mands gods’ er udsolgt, men findes som e-bog.
Der skulle også være en lille bog – mest billeder – om Vorbasse Marked. Den udkom i 2011 og blev skrevet sammen med Jørgen Møller fra Vorbasse Lokalhistoriske Arkiv.
I 2015 skrev jeg ’Højen’ (som blev samtidigt udgivet på engelsk som ’Under the Hill’), illustreret af Mette Voldmester. Mette har lavet omslag, layout, illustrationer mm til de sidste bøger, jeg har lavet. Uundværlig! ’Højen’ er forløberen for ’De første og de sidste’. Den fortæller historien om Vorbasses nyere historie (’nyere’, altså fra de første bosætteres tid.) Her er historierne om Helligkilden, om Vorbasse markeds opståen, om ’kartoffeltyskerne’, der kom til området i 1700-tallet. Og meget mere, fortalt og illustreret med henblik på, at den er en ’familiebog’ til fælles hyggelig oplæsning.
Jeremy Watts
Den sidste nye
’Den anden side. Tumpe Lasse og andre skrøner’ (udgivet december 2025)
Mens jeg samlede stof til nogle lokalhistoriske fortællinger, blev jeg indviet i mange personlige erindringer. De faldt i to store kategorier: dem, jeg gerne måtte skrive og dem, jeg under ingen omstændigheder skulle bringe videre.
Men der findes faktisk også en anden slags historier, som jeg gerne måtte fortælle videre. Det er historier, som måske ikke er helt sande i gængs forstand. Man kan kalde dem vandrehistorier, eller skrøner.
Nogle af dem er kendte på andre egne. Men der var noget specielt lokalt, noget sandsynligt over en håndfuld af dem. De, der fortalte historierne, var ganske overbeviste om, at de var sande. Eller at de i det mindste havde et vigtigt element af sandhed i sig. Nogle har jeg selv erfaret. Forfatter Tage Skou-Hansen skriver et sted: ’Skabelse er erindring, også om ting, som måske aldrig er sket, men når man erindrer dem, finder de sted.’
Historierne her er ’erindring’ og kommer fra ’den anden side’ af dagligdagen og virkeligheden. De er fortællinger om hvordan livet også har formet sig – eller kunne have gjort det, hvis man tog fantasien lidt i brug.
Mens jeg samlede stof til nogle lokalhistoriske fortællinger, blev jeg indviet i mange personlige erindringer. De faldt i to store kategorier: dem, jeg gerne måtte skrive og dem, jeg under ingen omstændigheder skulle bringe videre.
Men der findes faktisk også en anden slags historier, som jeg gerne måtte fortælle videre. Det er historier, som måske ikke er helt sande i gængs forstand. Man kan kalde dem vandrehistorier, eller skrøner. Nogle af dem er kendte på andre egne. Men der var noget specielt lokalt, noget sandsynligt over en håndfuld af dem. De, der fortalte historierne, var ganske overbeviste om, at de var sande. Eller at de i det mindste havde et vigtigt element af sandhed i sig. Nogle har jeg selv erfaret. Forfatter Tage Skou-Hansen skriver et sted: ’Skabelse er erindring, også om ting, som måske aldrig er sket, men når man erindrer dem, finder de sted.’
Historierne her er ’erindring’ og kommer fra ’den anden side’ af dagligdagen og virkeligheden. De er fortællinger om hvordan livet også har formet sig – eller kunne have gjort det, hvis man tog fantasien lidt i brug.
De seneste bøger
